Folketinget – L 144 – 2012-13 (som fremsat): Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen.

Folketinget – L 144 – 2012-13 (som fremsat): Forslag til lov om offentlighed i forvaltningen..

Der er flere problemer med dette lovforslag som vil begrænse adgangen til aktindsigt og som ville have forhindret en del af de afsløringer af magtfordrejning m.v. vi har set i de seneste år.

Der er naturligvis også positive nye ting i loven, men en del af de forhold som fremtræder som “udvidelser” i forhold til den eksisterende lovgivning er blot en kodificering af gældende retspraksis og retningslinier fra Folketingets Ombudsmand som myndighederne alligevel var pligtig at følge.

Af nyskabelser der begrænser adgangen til aktindsigt er bl.a.

Der er ingen aktindsigt i ministres eller departementschefers kalendere.

Der er ingen aktindsigt i korrespondance mellem ministerier, eller mellem ministerier og styrelser, når ministeren har eller vil få behov for rådgivning. Det vil være en skønssag udøvet af det konkrete ministerier og/eller minister i forhold til hvad ministeren mon i fremtiden vil få behov for rådgivningen inden for.

Der er heller ingen aktindsigt i korrespondance mellem ministre og andre folketingsmedlemmer om lovgivning eller tilsvarende anden politisk process. Den pression og påvirkning der sker og de oplysninger der måtte blive afgivet mellem ministre og folketingspolitikere uden for Folketingssalen kan altså ikke afsløres-

Endelig er der nu indsat en bestemmelse hvorefter aktindsigt kan afslåes såfremt det vil indebære et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Umiddelbart forekommer en sådan begrænsning meget rimelig da aktindsigt kan lægge beslag på rigtig mange ressourcer. Problemet er at der vil være op til myndighederne at afgøre, og ofte kan det være nødvendigt med en bred ansøgning, idet det kan være svært at indsnævre og konkretisere anmodninger om aktindsigt når man ikke har indblik i hvad der egentlig findes af information. Kender man ikke til information kan det være vanskeligt at spørge ind til den.

 

Nyt forslag til ændring af de presseetiske regler

Dansk Journalistforbud og Danske Meder er netop fremkommet med et forslag til justering af de presseetiske regler. Forslaget skal først godkendes endelig af Journalistforbundet og Danske Medier, men mon ikke det er en formsag.

Der er tale om en kærkommen revision, uden de helt store nyskabelser i forhold til Pressenævnets praksis, men det er gavnligt at få denne praksis skrevet ind i regler for god presseskik. Da mediebilledet har ændret sig markant siden de gældende presseetiske regler blev vedtaget med online medier, med hurtig nyhedsopdateringer, debatindlæg skrevet direkte af brugere har det givet anledning til visse ændringer.

Du kan læse udkast til nye presseetiske regler her: http://journalisten.dk/presseetisk-ansigtsloeft
Hvor der udover en sammenligning mellem de nuværende og forslaget også findes gode kommentarer til ændringerne.

Mediernes ”bevidstløse” videreformidling af andre mediers historier, har givet anledning til en præcisering, hvor også gengivelse af historier skal kontrolleres, og et medie kan altså ikke bare viderebringe andre mediers historier uden at foretage en selvstændig kontrol af oplysningerne. Man kan altså ikke bare automatiske forlade sig på at det første medier nok har kontrolleret oplysningerne og sikret sig at de er korrekte.

Oplysninger der kan være skadelige eller krænkende skal forelægges den pågældende, og nu præciseres det at man altså ikke blot kan lægge en besked eller give en kort frist for svar. Der skal gives ”rimelig” tid til at svare. Hvor lang tid ”rimelig” tid er afhænger af karakteren af oplysningen på den ene side og historiens aktualitet på den anden side og hensynet til at viderebringe vigtige aktuelle oplysninger forholdsvis hurtigt.

Angreb og svar skal bringes sammen. Det præciseres at det gælder særligt krænkende eller skadelige udsagn. Med den kontinuerlige viderebringelse af nyheder i ”stumper”, navnlig i elektroniske medier med løbende ”nyhedsopdateringer”, giver ofte et problem når et genmæle/modsvar først bringes efterfølgende i en selvstændig artikel/update, og historien splittes således op, og læseren af den første artikel læser ikke den efterfølgende artikel hvor svaret på ”angrebet” gengives.

Mediernes stigende brug af amatørbilleder har givet anledning til en præcisering. Ofte bliver historier dokumenteret ved billeder taget af borgere med kameramobiler eller kopieret fra private blogs, facebook-profiler m.v. Medierne skal passe på ved anvendelse af sådanne billeder der fx viser ofrer for forbrydelser eller ulykker, navnlig nærgående billeder eller billeder taget af ofrer i krænkende situationer. Når medierne skal vise hensyn når de selv tager billeder, skal sådanne hensyn også udøves ved viderebringelse af billeder taget af ”amatører”.

Viderebringelse af udtalelser fremsat af børn og andre personer der måske ikke er helt klar over virkningerne af deres udtalelser (fx chokerede, berusede eller påvirkede personer), skal ske hensynsfuldt, og det bør overvejes at indhente forældrenes samtykke hvis emnets karakter taler herfor.

Pressenævnet har i flere sager udtalt kritik ved brug af skjult kamera, og det har nu også fundet vej til de presseetiske regler. Skjult kamera bør alene ske når den samfundsmæssige interesse i historien klart overstiger den enkelte der optages krav på beskyttelse og den fornødne dokumentation for et forhold ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde. Man kan altså ikke bare bruge skjult kamera for at give historien dramatisk karakter. Historien skal altså have en samfundsmæssig betydning/relevans der klart overstiger ”offerets” krav på ikke at blive krænket, og det skal altid overvejes om brugen af skjult kamera virkelig er nødvendig fordi ”beviserne” ikke med rimelighed kan skaffes på anden måde – selvom det giver et kedeligere program.

Problemet med de netbaserede medier er at deres artikler ofte ligger i en database der kan søges i – i princippet i al evighed. Det medfører at disse personer aldrig bliver ”glemt”, og personer der fx har været involveret i ulykker, straffesager eller hvis private og måske følsomme oplysninger er gengivet, vil i mange år dukke frem når der søges på deres navn eller de sager de har været involveret i. Det er ikke altid rimeligt i forhold til disse personers privatliv og mulighed for at komme videre i deres liv. De nye regler slår derfor fast at medierne, ved henvendelse fra de pågældende, bør overveje at fjerne disse oplysninger eller fx anonymisere personerne når der er tale om følsomme eller private oplysninger, og hvor det ikke er rimeligt at disse personers oplysninger fortsat er offentlig tilgængelig.

Også ved videregivelse af information fra sociale medier skal medierne udvise forsigtighed og ansvarlighed, hvilket påpeges i forslaget. Når personer lægger oplysninger op på sociale medier som fx Facebook eller Twitter kan det ske uden større omtanke, under følelsesmæssig påvirkning, under påvirkning af alkohol, i chock eller lignende. Personen fjerner måske endda oplysningerne efter at være kommet til sig selv eller efter at have tænkt sig. Medierne viderebringelse af sådanne oplysninger kan være yderst skadelig og kommer pludselig ud af personernes kontrol og svigtende herredømme, omtanke, følelser og uvidenhed må ikke misbruges.

Efter de gældende regler bør medierne undgå at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisatoriske forhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre. Bestemmelsen i forslaget er moderniseret og ”stilling” er fjernet, og oplysningerne bør nu kun nævnes, når det er relevant for sagen, hvilket alt andet lige medføre en udvidelse af muligheden for videregivelse af disse oplysninger.

I bemærkninger behandles også problemet med bidrag fra læsere/brugere på fx debatsider/fora på medierne websites. Dette brugergenereret indhold falder som udgangspunkt uden for medieansvarsloven og dermed uden for Pressenævnets kompetence. Dette ændres ikke, men det præciseres at sådanne bidrag betragtes som redigeret indhold og dermed omfattet af medieansvarsloven og dermed Pressenævnets kompetence hvis mediet lader indlægget forblive online selvom redaktionen faktisk er bekendt med indholdet. Det er dog problematisk da det kan være vanskeligt at bevise for en eventuel klager. Man må dog antage at mediet får kendskab til indholdet hvis der klages til mediet, og mediet efter en rimelig frist fortsat lader indlægget forblive offentlig tilgængeligt. Man må altså kunne gå ud fra at man ved en klage direkte til mediet over et sådant brugergenereret indlæg kan bringe indlægget ind under loven og at man derefter kan klage til Pressenævnet over indlægget.

Endelig præciseres det i bemærkningerne, men ikke i selve reglerne, at journalistiske iscenesættelser kan være i strid med reglerne om at meddelelser skal være korrekte (A1), hvis der ikke gøres opmærksom på at der er tale om en egentlig iscenesættelse af en begivenhed.

Medie- og presseret i den digitale verden